Oktober 2025

Gå tilbage til vinarkiv

Oktober 2025

Vinene i 3stk. kassen:

September var sgu godt nok flot – håber vi kan fortsætte i samme spor…

Oktober starter i hvert fald flot ud – med ren og rar / omfavnende Bourgogne Blanc fra Pacaud. Vin man lige orker at drikke – vin der kan drikkes til det meste.

Herefter skal I udfordres en smule. Det er jo Nøgenvin for fanden!
Jasmin Swan har lavet en lille fræk reduktiv “prut” til os. Spicy, syrerig og levende. Drikkes med smil på læben – måske efter en lang og triviel arbejdsdag!

I slutter oktober af med vin fra min bedste ven (har mange gode/bedste venner). Philip Lardots røde topcuvée i 2023. Vin vi burde gemme, men sådan står verden bare ikke. Drik og nyd med én du holder af. Eller tøm den alene – jeg dømmer ingen!

Ps. Hvis der kommer mere en 132 medlemmer til så vil enkelte af jer ramme ind i “specialkassen”. Kassen rammer tilfældigt og du vil kunne se info på IG og Facebook- Du er også velkommen til at skrive en mail hvis du ønsker mere info – skriv kun hvis du har modtaget kassen 🙂

Nyd måneden – nyd hinanden <3

Pacaud Vignerons Bourgogne Blanc “Monsieur Jacques” 2023

Ja tak! Bourgogne, der smager af Bourgogne… Jep, den er klassisk – du er ikke i tvivl.
Snuden melder grøn pære og grønne stenfrugter – mirabeller og en let fedme, ikke fra fad, men malo/lees. I munden står den mineralsk, rank og fin – pærer i front, men også lidt mirabelle cremet/kælen balance. Alt sammen omfavnes af en floral lethed og stenet bid. Smukt!

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 12-15 grader. Jo koldere, des mere fornemmes syren og det salte. Ved højere temperatur bliver vinen lidt federe/tungere – men begge dele spiller.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – faktisk åbner vinen op i frugten og bliver mere kompleks, mere lagdelt med luft. Kan sagtens nydes over 3 aftener hvis man er til den slags…

Mad og vinparring:
Vi går ind i efteråret – tænker en rygende varm tærte med porre og salat med pære og ost.

  • Vinbonde: Julien & Sébastien
  • Område: Chasselas, Bourgogne
  • Drue: Chardonnay
  • Årgang: 2023
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Certificeret økologisk.
  • Fremgangsmåde: Druerne høstes ved optimal modenhed og presses langsomt over 4-6 timer. Gæres naturligt – selvfølgelig. Lagret 9 måneder på stål og betonæg. Intet tilsættes, intet fjernes – vi taler sgu bare druer her.
  • Produktion: 4000 flasker
  • Alkohol: 13,0%
  • SO2: Intet tilsat
  • Terroir/Jordbund: Vinstokke i kommunerne Leynes og Saint-Amour. Parcellerne er syd, sydvest og nordvendte alt efter hvilken vi kigger på. Vi taler primært sandsten og mergel.

Katla Wines Sassy 2024

Sassy er præcis som navnet antyder – lidt fræk, lidt funky og helt uimodståelig.

Farven er let, udtrykket er grønt og citrusdrevet. Snuden stikker med lime og citrus, men ikke den skarpe slags – mere et lille strint lime og en god portion urter. Der er også lidt reduktion, så giv den en svingom eller en tur i karaffel, hvis du ikke er til “tændstik” / svovl.
Det er jazzy, det er grønt, det er spicy – og det er lækkert.
I munden får du et hurtigt attack – syren kommer med fart, men omfavner dig blødt. Der er citrus, lidt ananas, måske endda et efterårsæble fra DK. Det er vildt tænker jeg nogle af jer vil synes, men ikke så vildt at I hopper af vognen.
Sassy er ikke vin du analyserer – det er vin du drikker, griner med og glemmer at tage noter til. Og det er helt okay.

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – og her vil jeg egentlig helst have den. Det er syren og det sommerlige den spiller på.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald. Kan sagtens nydes over 3 aftener hvis man er til den slags…
For vildskabens skyld ville jeg dog drikke den ud på dag 1.

Mad og vinparring:
Jasmin foreslår selv fisk og sommerlige vibes!
Jeg selv er allergiker (fisk og skaldyr, ikke sommer), men måske ceviche med melon, lime og mynte?
Eller bare som hygge på en flot efterårsdag.

  • Vinbonde: Jasmin Swan
  • Område: Druer fra gode venner: Kerner fra Piri Naturel i Nahe - Grüner Veltliner: Lukas Krauss i Pfalz - Pinot Blanc: Niklas Rückrich i Rheinhessen
  • Drue: 33.3% Pinot Blanc 33.3% Kerner 33.3% Grüner Veltliner
  • Årgang: 2024
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: All grapes either in conversion to be certified organic or already full organically certified
  • Fremgangsmåde: Druerne macereres over 5 dage - herefter langsomt pres over 4 timer. Lagret 8 måneder på ståltank inden flaskning. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs pånær en smule svovl inden flaskning.
  • Produktion: 2000 flasker.
  • Alkohol: 10,5%
  • SO2: 8 mg/l tilsat.

Philip Lardot Pinot K 2023

Philip Lardot laver pisse god hvidvin… Men for fanden! Han giver den også gas på den røde side!

Den klart mest elegante Pinot Noir fra Philip til dato – han er dog uenig med mig, idet han mener at 2020 bliver vildere… Nå, men det finder vi nok aldrig ud af.

Det her stinker og smager så uhørt godt, dyb-dyb-dyb (og lys!) rød saftig frugt, saftspændte hindbær/skovbær- lidt skovbund og friskkværnet kaffe – vild renhed og balance. Jeg ved godt at jeg også altid taler om urter og det grønne præg de røde… Men her er det i de ondeste og bedste mængder på samme tid!
I bund og grund handler det måske bare om stilke, men det handler især om brugen af stilke og her bliver det magisk / stinker lidt af hash / svæver æterisk i dine næsebor. Magi – trods et “mørkt og varmt år”.

Elegant og forførende og virkelig tilgængelig, men også med rygrad, syre og dybde til mange år i kælderen. Hvis man kan lade den være…

Er det Bourgogne? Nej!
Er det tysk? Ja, det kan du jo se på label…
Men det er nu engang allermest Philip!

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra vinskabet, 10 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 15-17 grader.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – men vil anbefale at drikke den på dag 1, hvor frugten står renest. Sådan er det oftest med rødvin for undertegnede.

Mad og vinparring:
Hmmm – jeg elsker tatar og Pinot. Så evt. tatar, godt med urter og ristede svampe eller en fræk frokost med svampetoast (elsker også fløde!) og igen fyldt med friskhakkede urter!

  • Vinbonde: Philip Lardot
  • Område: Mosel
  • Drue: Pinot Noir
  • Årgang: 2023
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Dyrket uden brug af pesticider - ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: Druerne høstes ved optimal modenhed - 50% afstilkes og 50% hele klaser - macereres over 12 dage - herefter langsomt pres over 4 timer. Lagret 14 måneder på brugte gamle barrique. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs pånær en smule svovl inden flaskning.
  • Produktion: 900 flasker
  • Alkohol: 11,5%
  • SO2: 10 mg/l tilsat.
  • Terroir/Jordbund: Pündericher Goldlay and Bullayer Brautrock - 12-25 år gamle stokke. : Grå skifer og sydvestvendt eksponering.