April 2026
I denne måned skal I ud på lidt eventyr (håber I er eventyrlystne!). Det er forår – solen titter forhåbentlig frem og det begynder at spire hist og her. Nu går det altså fremad!
Vinene i 3stk. kassen:
De tre første vine i april er som følger…
I starter med et smut til Polen. En ældre dame – et modent sidespring. Druen er Rondo, som jeg selv kun kender fra danske bønder… Og jeg forbinder absolut ikke druen med noget rart!
Dom Bliskowice er til gengæld lykkedes med at tæmme druen – et mørkere og mere fadpræget udtryk end I er vant til her hos Nøgenvin, men det spiller sgu meget godt. 10 år gammel vin fra Polen… Den havde jeg sgu ikke set komme!
Den næste vin I skal møde havde jeg heller ikke regnet med at kunne sende jeres vej. 14 år gammel Jura, med 4 år under flor. Det er altså vilde sager og helt sikkert vin der kræver sin m/k – og gerne lidt tilbehør på siden.
Vin der kommer til at dele vandende… Husk det åbne sind.
For mange af jer er det måske første gang I møder denne vinstil?
Og det kan sagtens være at I vurderer at denne éne gang var nok!
Til sidst skal I igennem let og lys (rød) favorit. Håbet om en herlig forårsdag i solen og ikke nødvendigvis meget andet. Det er simpelt, men levende og livsbekræftende. Det er Durrmann!
Nyd måneden – nyd hinanden <3
Polsk vin…!
Jeg fik muligheden for at få lidt moden vin hjem, fra en anden “verden” end den vi normalt befinder os i her hos Nøgenvin. Det tændte mig sørme og jeg ved at flere har efterspurgt et par frække sidespring. Her var der så ét af dem!
Snuden kører i et andet spor end nærmest alt andet rød jeg ellers leger med – og Rondo er måske den drue jeg “hader” mest…. Men den kunne sgu noget den her gamle dame. Den ramte mig lidt… Snuden kører helt klart i det mørke register, friske solbær, brombær og sorte blommer og lad os være ærlige… Der er også brugt godt med fad – men tiden har afrundet fadene og de mørke bær og det hele spiller sgu sammen i en “laid-back” stil. Lidt overklasse, lidt Nøgenvin, lidt beskidte blikke fra den modne dame… Alt godt!
I munden er vinen rank og mere klassisk end meget af det vin I møder her – men den friske syre, den fine elegance og det store sorte hav af mørke bær gør mig sgu glad. Det hele krydses med lidt lakrids og mørk chokolade – det er sgu ikke helt dumt!
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra vinskabet, 10 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 15-17 grader.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – men vil anbefale at drikke den på dag 1, hvor frugten står renest. Sådan er det oftest med rødvin for undertegnede.
Mad og vinparring:
Jeg er sgu på udebane her, men vinen er let (11,8%) trods det mørke udtryk. Måske grillet svin med urter eller (igen) svin, bare braiseret (kæber) med mos. Svin, vin og Polen. Det er et match!
Er der noget du skal vide?
Tjaaa – hvis du er ny på Jura – så er det måske godt at vide hvad ouillé og voile “dækker” over:
Ouillé
“Ouillé” betyder kort og godt, at vinen er toppet op – altså at fadet løbende er fyldt op for at undgå kontakt med luft.
Tanken er selvfølgelig at beskytte vinen mod oxidation og bevare friskhed og frugt – som du kender det fra nærmest al vin.
I de bedste tilfælde resulterer det i at vinene står utroligt rene, mineralske og på mangel af bedre ord: En voldsomt burgundisk karakter.
Sous voile
“Sous voile” eller bare “voile” betyder “under flor” – altså at vinen lagres uden at blive toppet op over en længere periode. Herved dannes et naturligt lag af gær (flor) på overfladen.
Floren/gæren beskytter også vinen delvist mod luft – i varierende grad – og bidrager med komplekse aromaer. En besværlig proces og ikke bare noget man lige gør..
I de bedste tilfælde resulterer det skam stadig i at vinene står utroligt rene og mineralske – men nu bare krydret med den her oxidative karakter som duftmæssigt giver massive mængder nødder, salt og de “bedste oste”. Jeg elsker det!
Snuden i denne (første og sidste gang i møder denne vin / producent – ét køb der blev muligt via en god ven) vin er kompleks og intens – valnøddeskind, søde krydderier og gammel osteskorpe. Klassisk inden for genren og helt sikkert noget der vil dele vandende – men jeg synes I skulle have muligheden for at prøve det. Og så endda med alder!
Munden er dyb, salt, ostet, ond og fuld af energi. Igen helt sikkert for meget for mange, men jeg tror på jer og vi skal igennem sådan en klassiker som denne i Nøgenvin. Kør den evt. over flere dage hvis den skræmmer dig. Måske gror den på dig til sidst!
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – denne vin kan dog sagtens “sidde” længe i glasset – den er kompleks og dyb og kan derfor nemt nydes med velbehag “varmt” – altså i temperaturen 12-16 grader.
Tænker den er mumificeret og kan holde “evigt”.
Mad og vinparring:
Der er så mange klassikere her, så dem kommer jeg til at anbefale. Og tjek gerne nettet for de bedste opskrifter. Brug geniale råvarer… Hold kæft…! Så er I, i mål.
1. Comté 24–44 mdr (OBLIGATORISK)
Det klassiske match. Salt, nødder, dybde – 1+1=10.
2. Kylling i flødesauce (+ Vin Jaune… eller en skvæt af vinen her) med svampe (morkler) og urter/rødder.
Den cremede tekstur elsker vinens saltede, oxidative kant. Og omvendt. Husk nu at købe en ordentlig kylling!
Der er flere, men jeg når aldrig længere…
NB: Der er ikke nok vin til alle af denne vin
Det betyder også at nogle af jer må “nøjes” med en anden vin.
Jeg har derfor fundet en lignende vin frem til at supplere op med – det er fuldstændig tilfældigt hvem der får hvad.
Den ekstra vin i denne omgang er:
Domaine des Marnes Blanches – Chardonnay – Empreinte – 2022
Lys, let og livlig – som Durrmann nu engang gør det.
Kort maceration, lav alkohol og en farve der ligger et sted mellem hindbær og ribs. Snuden er juicy og rødfrugtet: hindbær, ribs og et strejf af lyng og skovbund – ikke for fint, bare ærligt og efterårsagtigt. Der er også små drys af kanel og kardemomme, som giver et hint af natur og varme.
I munden er det høj syre, grønurtet og saftigt – lyserøde bær og lethed hele vejen. En vin der ikke prøver at være stor – men som er skøn i sin enkelhed.
I munden er den markant lettere og mere præcis end de seneste par år. Slank, spændstig, og med en helt ren rød frugt, der føles nærmest vægtløs.
Du får rabarber, ribs, rød appelsin, ultra‑fine bitterstoffer og en lille kølig kant af sort te.
Og behøver jeg sige det… Den drikker nærmest sig selv!
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra vinskabet, 10 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 15-17 grader.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – men vil anbefale at drikke den på dag 1, hvor frugten står renest. Sådan er det oftest med rødvin for undertegnede.
Mad og vinparring:
Måske bare en pizza fra den lokale?
Du drikker vinen inden Wolt er fremme!
Landsbygaden 16 A
8870 Langå
CVR: 4296 1825
Telefon: +45 42478577
E-mail: info@noegenvin.dk
Vi sender hurtigt og sikkert med