April 2024

Gå tilbage til vinarkiv

April 2024

Vinene i 3stk. kassen:

I sidste måned besøgte vi Baptiste i udkantsBourgogne – det gør vi sgu igen! Sidst var det Chardonnay på rom-fade, men denne gang er det tidligere fade med Pineua de Charentes… Jeg lover det bliver vildt!

Herefter lidt orange/hvid? fra min gode ven Florian i Baden. Hvid og grå blandet sammen – det giver mening og håb om sol og forår!

Vi slutter 3 stk-kassen af i april med endnu engang at besøge det smukkeste par i Alsace. Denne gang drikker vi deres frække Riesling og håbet er igen her at det kan hidkalde foråret.

Domaine Delhomme & Co – Chardonnay – Vignes de la Justice 2022

Min første note lød således: (Testet under meget vådt besøg hos Baptiste og David i august 2023…)
Årrh mand! Baptiste har givet den fuld skrue her. Blindt ville jeg sgu nok gå på dyr Bourgogne eller skør Jura. Den har begge dele. Fadet (de brugte/gamle Pineau de Charentes) giver eksklusiv røg, havsalt og brændte tændstikker – stinker langt dyrere end den er! Herudover er der en kælen/sexet frugt der sender tankerne direkte mod Jura, med saltbagte citroner over efterårsbål, kældre med hygge på væggene og levende lys til langt ud på natten. Skal og bør drikkes med måde, men det må I altså selv styre!

Nu har så testet den igen – for jeres skyld – og noget af det husker jeg da, men mine noter vil med garanti gå mere mod skør Jura end dyr Bourgogne i dag. På snuden får jeg flotte oxiderede “våde” pærer, altså virkelig modne, måske let syltede, havsalt blandet med hvid the og røg fra bål. Der er også en let “funk” – noget udefinerbart, måske grøftekant eller bukselomme… Tja – jeg ved det ikke, men jeg hygger mig med det!
I munden er det mere mostet end jeg husker, mindre syre, ingen citrus, men igen moden pære og så end del salt og fræk oxi igen!
Klart en vin der smager af “vinmager” og denne vinmager er vild og tosset!

  • Vinbonde: Batipste & Antoine Delhomme
  • Område: Yonne, Bourgogne
  • Drue: Chardonnay
  • Årgang: 2022
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Dyrket økologisk, men ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: Direkte pres over 10-12 timer. Lagret 10 måneder på gamle 600 liter fade – hvorpå der tidligere har ligget Pineau de Charentes. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.
  • Produktion: 3000 fl.
  • Alkohol: 13%
  • SO2: Intet tilsat
  • Terroir/Jordbund: Ler og kalksten

Enderle & Moll Weiss und Grau 2022

Jamen dog – sprød snude! Pollen/honning og smukke blomster rammer dine næsebor. Det luftige/æteriske parres med abrikos og appelsin strøet med krokant. Med luft også en smule citrus drysset med hvid peber.
I munden står den som klassisk W&G med lidt mere swung. Jeg kan ikke komme i tanke om en mere harmonisk og elegant W&G, hvor Grauburgunder igen har “overhånden” i dette år hvilket giver mere bund og kompleksitet. Smukt!

  • Vinbonde: Florian Moll
  • Område: Baden
  • Drue: Weissburgunder og Grauburgunder
  • Årgang: 2022
  • Type: Hvidvin / Orangevin
  • Dyrkning: Dyrket økologisk og biodynamisk, men ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: 4-5 dages gæring på skaller og skidt, herefter efterladt med 30-40% skaller igennem hele lagringen på fad - 10 måneder. Smides på flasken sådan helt ufiltreret og med en lille smule svovl tilsat!
  • Produktion: 4000 flasker
  • Alkohol: 12%
  • SO2: 10-30 mg/l

Domaine Muller-Koeberlé Riesling Burgreben 2021

Det er lykkedes David at proppe alle danske efterårsæbler på flaske – og nej, det er ikke cider! Den stinker dog bare af den frækkeste æblemost, parret med reduktive guldkorn, sød honning, grøn pære og ferskenskind. Kompleks, men pivfræk og levende. 2021 har skabt mirakler – på vinfronten i hvert fald – trods det lave udbytte, så er det næsten glemt når man rammer den rene frugt, den virile syre og uhørte balance der er i disse vine.

  • Vinbonde: David & Marianne
  • Område: St. Hippolyte – Alsace
  • Drue: Riesling
  • Årgang: 2021
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Økologisk certificeret
  • Fremgangsmåde: Direkte pres på hele klaser over 10 timer. Ét år på bærmen og flasket som den står. Ren og vild!
  • Produktion: 5000 flasker
  • Alkohol: 12%
  • SO2: Intet tilsat.