Februar 2024

Gå tilbage til vinarkiv

Februar 2024
Ja ja…
Der skal lokkes kunder til!

Vinene i 3stk. kassen:

Vi starter med Durrmann i liter-flaske… Need I say more! Din februar blev i hvert fald pludselig sjovere!

Herefter lidt rank og mineralsk Bourgogne – fra den sydlige ende, omend den opfører sig mere rank og “fin”. Ja tak!

Vi slutter februar med en klassiker… Enderle & Molls topvin: Muschelkalk 2022. Fint skal det være og jeg synes at Florian fortjener at slippe lidt god vin til os!

Yann Durrmann Ron-rond Blanc – Cuvée Nature 2022

En kæmpe favorit hjemme hos undertegnede – og heldigvis i literflaske!
Det er basis-juice fra Durrmann, men det betyder ikke noget, for det er netop her (også her) at de gør det så pissegodt!
En smule reduktion, en del funk, masser af grønne urter og citrusfrugter, græs, hø og uld fra får (det sidste her er noget jeg forestiller mig grundet de mange gåture i Yanns marker – elsker de får!).
Det hele er “rundet” af skarp syre, præcist så skarp som den skal være, en skvæt VA (den var der vist også i næsen?) og så den her mostede/juicy/frække frugt som de mestrer. Elsker dem sgu. Især folkene bag. Vinen er dem og de er vinene!

  • Vinbonde: André Durrmann og sønnen Yann Durrmann
  • Område: Andlau – Alsace
  • Drue: Pinot blanc (50%), gewurztraminer (25%), sylvaner (25%)
  • Årgang: 2022
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Økologisk certificeret.
  • Fremgangsmåde: Druerne presses langsomt, over 10 timer, gærer selvfølgelig spontant og herefter gærer/modner vinen på store gamle fade og frigives tidligt, gerne i foråret/start sommer efter høsten, for at bevare den friske frugt og det lette udtryk. Der tilsættes ikke noget til vinen på noget tidspunkt i produktionen, heller ikke svovl.
  • Produktion: 4000 flasker - i LITERstørrelse
  • Alkohol: 10,5%
  • SO2: Intet tilsat

Domaine de L´Aubraine Mâcon-Villages “Sur le Four – Vieilles Vignes” 2022

Aromatisk snude, sexet blomstergrøft, vilde urter, kælne fadtoner, røget peber og saftige pærer. Lyder det underligt? Tja måske, men du er altså ikke i tvivl, du er i Bourgogne, det er rart og du kan roligt læne dig tilbage.
I munden er de både mineraler/rygrad/syre og kælen moden frugt, primært pærer og mirabeller. Vin til nu, men helt sikkert også til at putte under sengen – tror (men kan kun gætte) at den stinker/smager endnu vildere med 3-5 år på bagen – den ulmer altså.

  • Vinbonde: Caroline & Thibaut
  • Område: Bassy – Mâcon
  • Drue: Chardonnay
  • Årgang: 2022
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Certificeret økologisk.
  • Fremgangsmåde: Druerne høstes ved optimal modenhed og presses langsomt over 4-6 timer. Gæres naturligt – selvfølgelig. Lagret 10 måneder på demi-muids (45%) og stål (55%). Efter endt gæring tilsættes en lille smule svovl for at holde styr på sagerne.
  • Produktion: 3000 flasker
  • Alkohol: 12%
  • SO2: 10-20 mg/l tilsat
  • Terroir/Jordbund: Ældre vinmark i Bassy, Mâcon. Vinstokke plantet plantet over flere omgange (1987, 1988 og 1989) Vi taler rød mergel iblandet en del kalk og kalksten.

Enderle & Moll Pinot Noir Muschelkalk 2022

Muschelkalk… For mig altid den sarteste/fineste/mest ranke og mineralske af de store fra Enderle & Moll. Vi står med masser af urter – de grønne af slagsen – den klassiske funk / E&M-funk som det kaldes i folkemunde.
De lyse kirsebær, de vilde hindbær og den sarte orangeskal er der selvfølgelig også – det er stadig ungt og der venter større ting “derude”, men med store kopper og ilt, så spiller der sgu ret godt det her!

  • Vinbonde: Florian Moll
  • Område: Baden
  • Drue: Spätburgunder
  • Årgang: 2022
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Dyrket økologisk og biodynamisk, men ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: 21 dages gæring på skaller og skidt, herefter efterladt på fad i 12 måneder. Smides på flasken sådan helt ufiltreret og kun med en knivspids svovl tilsat!
  • Produktion: 1500 flasker
  • Alkohol: 12%
  • SO2: 10-20 mg/l
  • Vinstokkenes gennemsnitsalder: 50-60 år.