Februar 2024

Gå tilbage til vinarkiv

Februar 2024
Ja ja…
Der skal lokkes kunder til!

Vinene i 3stk. kassen:

Vi starter med Durrmann i liter-flaske… Need I say more! Din februar blev i hvert fald pludselig sjovere!

Herefter lidt rank og mineralsk Bourgogne – fra den sydlige ende, omend den opfører sig mere rank og “fin”. Ja tak!

Vi slutter februar med en klassiker… Enderle & Molls topvin: Muschelkalk 2022. Fint skal det være og jeg synes at Florian fortjener at slippe lidt god vin til os!

De 3 ekstra vine i 6 stk. kassen:

Som om 3stk. kassen ikke var vild nok?

Ja, så kører vi altså lige hvid Jura fra Wicky – med “alder”. Det er ret vildt. Og ret godt!

Og mere hvid fra Champagne. Uhørt i månedskasser. Og uhørt godt!

Og slutter vi lige af med lidt fræk Pinot Noir fra Baden. Ét fad til hele verden og I drikker en 1/4. Godt gået!

Yann Durrmann Ron-rond Blanc – Cuvée Nature 2022

En kæmpe favorit hjemme hos undertegnede – og heldigvis i literflaske!
Det er basis-juice fra Durrmann, men det betyder ikke noget, for det er netop her (også her) at de gør det så pissegodt!
En smule reduktion, en del funk, masser af grønne urter og citrusfrugter, græs, hø og uld fra får (det sidste her er noget jeg forestiller mig grundet de mange gåture i Yanns marker – elsker de får!).
Det hele er “rundet” af skarp syre, præcist så skarp som den skal være, en skvæt VA (den var der vist også i næsen?) og så den her mostede/juicy/frække frugt som de mestrer. Elsker dem sgu. Især folkene bag. Vinen er dem og de er vinene!

  • Vinbonde: André Durrmann og sønnen Yann Durrmann
  • Område: Andlau – Alsace
  • Drue: Pinot blanc (50%), gewurztraminer (25%), sylvaner (25%)
  • Årgang: 2022
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Økologisk certificeret.
  • Fremgangsmåde: Druerne presses langsomt, over 10 timer, gærer selvfølgelig spontant og herefter gærer/modner vinen på store gamle fade og frigives tidligt, gerne i foråret/start sommer efter høsten, for at bevare den friske frugt og det lette udtryk. Der tilsættes ikke noget til vinen på noget tidspunkt i produktionen, heller ikke svovl.
  • Produktion: 4000 flasker - i LITERstørrelse
  • Alkohol: 10,5%
  • SO2: Intet tilsat

Domaine de L´Aubraine Mâcon-Villages “Sur le Four – Vieilles Vignes” 2022

Aromatisk snude, sexet blomstergrøft, vilde urter, kælne fadtoner, røget peber og saftige pærer. Lyder det underligt? Tja måske, men du er altså ikke i tvivl, du er i Bourgogne, det er rart og du kan roligt læne dig tilbage.
I munden er de både mineraler/rygrad/syre og kælen moden frugt, primært pærer og mirabeller. Vin til nu, men helt sikkert også til at putte under sengen – tror (men kan kun gætte) at den stinker/smager endnu vildere med 3-5 år på bagen – den ulmer altså.

  • Vinbonde: Caroline & Thibaut
  • Område: Bassy – Mâcon
  • Drue: Chardonnay
  • Årgang: 2022
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Certificeret økologisk.
  • Fremgangsmåde: Druerne høstes ved optimal modenhed og presses langsomt over 4-6 timer. Gæres naturligt – selvfølgelig. Lagret 10 måneder på demi-muids (45%) og stål (55%). Efter endt gæring tilsættes en lille smule svovl for at holde styr på sagerne.
  • Produktion: 3000 flasker
  • Alkohol: 12%
  • SO2: 10-20 mg/l tilsat
  • Terroir/Jordbund: Ældre vinmark i Bassy, Mâcon. Vinstokke plantet plantet over flere omgange (1987, 1988 og 1989) Vi taler rød mergel iblandet en del kalk og kalksten.

Enderle & Moll Pinot Noir Muschelkalk 2022

Muschelkalk… For mig altid den sarteste/fineste/mest ranke og mineralske af de store fra Enderle & Moll. Vi står med masser af urter – de grønne af slagsen – den klassiske funk / E&M-funk som det kaldes i folkemunde.
De lyse kirsebær, de vilde hindbær og den sarte orangeskal er der selvfølgelig også – det er stadig ungt og der venter større ting “derude”, men med store kopper og ilt, så spiller der sgu ret godt det her!

  • Vinbonde: Florian Moll
  • Område: Baden
  • Drue: Spätburgunder
  • Årgang: 2022
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Dyrket økologisk og biodynamisk, men ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: 21 dages gæring på skaller og skidt, herefter efterladt på fad i 12 måneder. Smides på flasken sådan helt ufiltreret og kun med en knivspids svovl tilsat!
  • Produktion: 1500 flasker
  • Alkohol: 12%
  • SO2: 10-20 mg/l
  • Vinstokkenes gennemsnitsalder: 50-60 år.

Christelle et Gilles Wicky Le Chardonnay 2018

Én af de vine der startede lidt råt ud.
Tilbage i 2019 var der små mus der puttede sig i glasset – og vinen fik fred og ro.
I 2021 vurdere jeg den klar igen og begyndte at sælge af den, men interessen var lidt væk, da der var kommet nye og mere spændende årgange til… På et tidspunkt i 2022 valgte jeg så at gemme godt 60 flasker og nu tager vi altså hul på dem!
Ja – I skal simpelthen forkæles med lidt “moden” hvid Jura. Selvom den er 6 år gammel, så er vi altså først lige begyndt. Den her kan du gemme i 20 år mere!
Men det gør vi så ikke… Vinen er stoppet med citrusfrugter ristet over lejrbål, salt fra Vesterhavet, sitrende og intens energi, samt en lille snert af myggelys tændt under pinjetræ i Provence. Velbekomme!

  • Vinbonde: Christelle et Gilles
  • Område: Jura
  • Drue: Chardonnay
  • Årgang: 2018
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Certificeret økologisk.
  • Fremgangsmåde: Lagret 12 måneder på fad. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.
  • Produktion: 3000 flasker
  • Alkohol: 13%
  • SO2: Intet tilsat
  • Terroir/Jordbund: Grå mergel
  • Udbytte: 20 hl/ha
  • Vinstokkenes gennemsnitsalder: 20-40 år gamle stokke står bag denne vin.

Allouchery-Deguerne Côteaux Champenois Blanc 1er cru - Le Caquerey 2022

Coteaux Champenois i en månedskasse… Nu stopper det!
Elsker simpelthen de hvide herfra. Kunne drikke det nat og dag, men forsøger at holde lidt igen!
Hvid stille champagne var for 20 år tilbage næsten ikke eksisterende og heller ikke specielt sjovt, men en positiv sideeffekt af klimaforandringerne (hvis man må sige det), er at de (bønderne) nu kan lave ret spændende stille vine. De er stadig høje på syre, men frugten følger nu med, så flere og flere små bønder begynder at tage ét eller to fade fra hver år – fade der stikker lidt ud, måske er lidt mere alkoholtunge/modne end de øvrige fade og som derfor måske ville lave “for tung” champagne – hvor alkoholen jo hæves endnu mere ved anden gæring. Nå, men nok snak.

Snuden stinker af fræk hvid Bourgogne, kælent fad, hvide liljer, søde og salte citroner og luftig brise. I munden gælder det samme, men syren er måske endda mere tilstede end hvis det var fra Bourgogne, lidt mere rank, lidt mere kant – måske jeg bare drømmer, men glad bliver jeg i hvert fald!

  • Vinbonde: Nicolas Allouchery
  • Område: Chamery – Champagne
  • Drue: Chardonnay
  • Årgang: 2022
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Dyrket uden brug af pesticider – ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: Lagret 12 måneder på fad. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og ved flaskning kun tilsat en smule svovl.
  • Produktion: 900 flasker
  • Alkohol: 12,5%
  • SO2: 30 mg/l total.
  • Terroir/Jordbund: Sandede og kalkede jorde i Chamery i hjertet af Montagne de Reims.

Pascal Treichler Roter Rebell Vol. 2 - 2022

Nogle af jer har tidligere smagt Roter Rebell “version 1”.
Her I version 2 har vi at gøre med samme druemateriale, men længere macerationstid og længere tid på fad. Det fornemmes – og ikke på en uhyggelig facon!
Kirsebærrene er blevet klart mere modne, ikke deciderede slikne, men bare rundere og dybere. Urterne er der stadig, men der er også kommet en flot bunke jord og en del VA til – det hele er mørkere og vildere, men også rundere og “nemmere” at forstå. I bund og grund er det bare blevet en større vin og skal I igennem den der røde bøf i februar, så kunne vi nok godt følge med her, hvis det da er kalvekød eller vildt… Måske godt med peber og urter.

  • Vinbonde: Pascal Treichler
  • Område: Baden
  • Drue: Pinot Noir
  • Årgang: 2022
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Økologisk dyrket, ikke certificeret
  • Fremgangsmåde: Samme druematerriale som ved Roter Rebell (1). Blot lidt længere maceration og tid på fad. Helklase maceration i 12 dage. Druerne presses herefter langsomt, gærer selvfølgelig spontant videre og herefter gærer/modner vinen på 225liter fade i 14 måneder. Der tilsættes ikke noget til vinen på noget tidspunkt i produktionen, heller ikke svovl.
  • Produktion: 300 flasker
  • Alkohol: 11,5 %
  • SO2: Intet tilsat