Januar 2024

Gå tilbage til vinarkiv

Januar 2024
Måske skulle jeg have kørt det hele tunge skyts i stilling… Det er jo vinter, storm og vildt derude!
Men lover til gengæld vildskab i glasset, selvom det ikke bliver mørkt og tungt…

Vinene i 3stk. kassen:

Vi starter med knivskarp Riesling, med en lille smule alder. Kør fisk, kør salater med syre eller bare kør den direkte i halsen mens du kigger ud af vinduet, på snedynger og verdens vildskab!

Herefter den mørkeste orangevin fra Lardot til dato. Vel måske nærmest en rødvin? I hvert fald en vin med fuld smadder på, omend den er pivfrisk og latterligt lav i alkohol.

Vi slutter januar med en klassiker… Enderle & Molls Liaison 2022. Vinen der skal måles med Village hvis vi tænker Bourgogne som målestok. Bør nydes af store glas og i godt selskab.

De 3 ekstra vine i 6stk. kassen:

Hvid – stille – champagne! Klart ét af mine yndlingsområder når det gælder vin. Både dem med bobler, men så sandelig også dem uden. Klimaforandringerne – og fokus på denne vinstil – har her været til disse vines fordel. Høj syre, vild energi og mikroproduktion. Fedt !

Og så skal vi alle drømme os hen mod sommeren, eller i hvert fald foråret. Durrmanns røde PetNat er uhyggeligt juicy, med det helt rette bid. Elsker det!

Slutteligt lidt Grenache fra Rhone. Det er jo vinter… Agnerays topvin, og smukt er det.

Håber I får en skøn januar!

Kumpf et Meyer Riesling 2018

Som med mange vine fra Julien… Reduktiv snude. Lidt nystrøget tændstik, lidt røg fra bål, lidt vildskab og frække gærtoner (sur Lie karakter). Men slyng bæstet godt og læn dig tilbage… Snuden smider nu hvide blomster, umoden – men så sandelig også moden fersken, vendt i vilde citroner og små stænk fra den lokale benzintank.

  • Vinbonde: Julien Albertus
  • Område: Rosheim – Alsace
  • Drue: Riesling
  • Årgang: 2018
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Økologisk certificeret.
  • Fremgangsmåde: Ufiltreret skønhed, gæret helt ud, uden tilssætningsstoffer – på noget tidspunkt! 2 år på stål, herefter 2 år på flaske. Frigivet i 2023.
  • Produktion: 3000 flasker
  • Alkohol: 13,5%
  • SO2: Intet tilsat
  • Vinstokkenes gennemsnitsalder: 30-50 år gamle stokke

Philip Lardot Pinot Gris 2022

2022 er klart den rødeste orange fra Philip nogensinde. Vi (tankerne) ryger mod Jura eller mod de store orangevine på Pinot Gris fra Alsace.
Snuden er stoppet med alskens frugter, bær og blomster – her lirer du bare løs og “din vinmakker” vil nikke ja til alt hvad du skyder med! Vi kører, moden blodappelsin, fugtige skovjordbær, fersken på varm dansk sydvendt mur, citrus langvejs fra, liderlig hybenrose og snert af slagterens forklæde og funky fad/vanilje/røg.
I munden er der grape og blodappelsin, vinen letløbende og ufarlig, men yderst tilfredsstillende. Most der glider og gør glad – og viser lidt af den vilde kant fra maceration, men glider som rosé på en sommerdag.
Det her må være den mest æteriske og ikke mindst – mest sexede Pinot Gris fra Lardot nogensinde!

  • Vinbonde: Philip Lardot
  • Område: Mosel
  • Drue: Pinot Gris
  • Årgang: 2022
  • Type: Orangevin
  • Dyrkning: Økologisk dyrket, men ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: Pinot Gris fra Piesporter Falkenberg, 10 år gamle stokke, sydvendte skråninger på grå skifer. 14 dages maceration på skaller og skidt, herefter 10 måneder i gamle fade. 10 mg/l so2 tilsættes før flaskning – ufiltreret!
  • Alkohol: 10,5%
  • SO2: 10 mg/l tilsat

Enderle & Moll Pinot Noir Liaison 2022

Liaison 2022 minder mig om årgang 2018, bare renere og mere elegant. Jo jo, der er en smule VA – for nogle (ved jeg fra smagninger med restauranter) for meget, for andre netop det der giver det ekstra pift.
Vinen står “klassisk”, i den forstand at det smager af Pinot Noir lavet af Enderle & Moll. De klassiske urter, de lyse røde bær, parret med intense kirsebær, peber og den lille frække “E&M-funk”. Alt er smukt, letdrikkeligt og lige til at gå til, omend vinen da også sagtens kan gemmes 5-10 år. Det er helt op til dig!

  • Vinbonde: Florian Moll
  • Område: Baden
  • Drue: Spätburgunder
  • Årgang: 2022
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Dyrket økologisk og biodynamisk, men ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: 21 dages gæring på skaller og skidt, herefter efterladt på fad i 12 måneder. Smides på flasken sådan helt ufiltreret og kun med en knivspids svovl tilsat!
  • Produktion: 10.000 flasker
  • Alkohol: 12%
  • SO2: 10-20 mg/l
  • Vinstokkenes gennemsnitsalder: 30-50 år.

Benoit Munier – Avize 2021 – Coteaux Champenois Blanc

Heldigvis for os, så er Benoit glad for Coteaux Champenois – så en ting er sikkert – vi kan forvente os mange flere CC i fremtiden.
Avize er Chardonnay i stramt og dyrt korset. Sådan helt generelt er Chardonnay fra Avize langt mere slank og stringent end hvis den kommer fra Cramant. Oveni dette er 2021 en kølig årgang og frugten i denne vin er derfor skåret i de fineste kalksten – med samuraisværd!
Snuden er klar og ren som krystal, det fineste hav, salt og våde sten – et studie i energi og vægtløshed!
Dit mundtøj tages også med på et studie i salte, pirrende limefrugter, hvide sten og bundløs kalkgrube.

  • Vinbonde: Benoit Munier
  • Område: Cramant, Avize, Oger, Chouilly, Bouzy og Cuis – Champagne
  • Drue: 100% Chardonnay
  • Årgang: 2021
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Dyrket økologisk og mere til. Ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: Naturlig gæring på fad og lagret 11 måneder på bærmen inden flaskning. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.
  • Produktion: 200 flasker.
  • Alkohol: 11%
  • SO2: 10-20 mg/l total. Der tilsættes kun en lille smule svovl lige efter høsten.
  • Terroir/Jordbund: Les Avats du Levant i Avize. Jordbunden er både afgrundsdyb kalk og lerjord iblandet en hel del kalk.
  • Vinstokkenes gennemsnitsalder: 50 år gamle vinstokke.

Durrmann PetNat Noctambulle Cuvée Nature 2022

Stoppet med rød frugt og bløde tanniner/let bid – det er alt jeg husker.

  • Vinbonde: Yann Durrmann
  • Område: Andlau – Alsace
  • Drue: Pinot Noir
  • Årgang: 2022
  • Type: Mousserende rødvin
  • Dyrkning: Økologisk, certificeret
  • Fremgangsmåde: Druerne presses langsomt, over 10 timer, gærer selvfølgelig spontant og herefter gærer/modner vinen på store gamle fade og frigives tidligt, gerne i foråret/start sommer efter høsten, for at bevare den friske frugt og det lette udtryk. Der tilsættes ikke noget til vinen på noget tidspunkt i produktionen, heller ikke svovl.
  • Produktion: 3800 fl.
  • Alkohol: 11,5%
  • SO2: Intet tilsat.

Frédéric Agneray Bords de Scene 2021

Minder utrolig meget om Par Les Dunes så jeg vil ikke begynde at remse det hele op engang til. Men! og der er et men!
Bords de Scene fremstår en tand mere slank og rank, ungdommelig og tilknappet – mere ædel og fin, med lige netop lidt mere energi i finalen. Stor vin som bør gemmes – ikke fordi ikke kan bælles nu (det kan den sagtens), men fordi den faktisk fortjener det. Måske bare indtil efteråret eller næste år – længere kan vi jo nok ikke vente alligevel!

PS. Der er ingen skam i at drikke denne vin nu, du trænger jo til det, varmen fra den tunge Grenache… Eller i hvert fald tanken om varmen, for der er intet tungt her!

  • Vinbonde: Frédéric Agneray
  • Område: Sabran, Rhone
  • Drue: 90% Grenache / 10% Syrah
  • Årgang: 2021
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Økologisk, certificeret.
  • Fremgangsmåde: 6 dages maceration på hele klaser og herefter langsomt pres over 8 timer. Selvfølgelig ufiltreret og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.
  • Alkohol: 13%
  • SO2: 10 mg/l
  • Terroir/Jordbund: Sand og ler.
  • Udbytte: Mindre end 10 hl/ha
  • Vinstokkenes gennemsnitsalder: 30 år gamle stokke