Januar 2025
Vinene i 3stk. kassen:
Så blev det sgu januar – og vinter!
Det er så fint med mig… Så længe der er vin!
Vi starter måneden ud med en frisk sag (det tror jeg man siger…) fra Durrmann. Drik den en dag solen skinner, eller bare en dag under madlavningen. Vinen er simpel, men på den bedst tænkelige måde!
Vi skal også til det varme Italien – Sassopras rigtige rødvin! Ikke at den er tung, men den er da lavet med længere maceration og den kan klare lidt mere end de lidt lysere røde fra dejlige Marta og Federico!
Vi slutter af med en kæmpe vin fra Mosel / Philip Lardot. Egentlig var den udsolgt, revet væk af restauranter og det forstår jeg godt. For den er magisk! Men jeg fik muligheden for at hive lidt flere hjem her lige inden jul og det gjorde jeg altså af helt selviske grunde… Har smidt 12 flasker i kælderen som jeg glæder mig til at møde om 10-20 år. Og så selvfølgelig også for jeres skyld – fordi I fortjener det! Hirt 2021 er Riesling præcis som jeg elsker det / når det er allerbedst.
De 3 ekstra vine i 6stk. kassen:
Endnu engang skal vi forbi bondsk Côt (jep – det er fransk for Malbec!) fra bondetøsen Barbara – Denne gang i en lidt varmere og mindre rustik årgang – men stadig klassisk GlouGlou/bællevin.
I skal også forkæles med hvid Bourgogne – sprød “satan” fra den herligt kolde årgang 2021. Pacaud´s St. Veran bliver I glade for.
Og så slutter vi af med årets hurtigste røde. 3.2.1 og den er tom! Det er simpelthen pjasket/tynd rødvin når det er allersjovest. Hold kæft hvor jeg elsker Wicky!
Nyd måneden – nyd hinanden <3
Durrmann <3 Jeg elsker ham - og vinene. Sylvaner er simpel most når det spiller. Snuden er druemost, limeskal og velplejede får... Måske det nok mest er mig der har den reference, men af en eller anden grund kan jeg ikke lade være med at dufte får (de får, der går på markerne) i netop Sylvaner og Pinot Blanc. Snuden har også næsten lidt macerationspræg, altså som om der er lidt tørret frugt og lidt te... Eller hvad? 2023 står som den mest modne Sylvaner frigivet fra Durrmann - måske ikke målt på alkohol, men på fylde/tyngde/rundhed. Der er selvfølgelig syre, men den er blødere og rundere end tidligere. Det er i bund og grund bare #lallegladmost!
Mannaro Rosso er Marthas og Federico knæfald… Markedet kræver ægte rødvin, især når det gælder “Toscana” og Sangiovese.
Så her har den fået lidt mere gas og tyngde, stadig stoppet med kirsebær, nu mest mørke, sødere og mere intense – der er også massiv indflydelse fra urter og hed toscanske jord – det stinker for vildt det her!
Trods høstet en måned senere end de øvrige røde og den længere maceration, så er vinen let på tå, med forfriskende syre og lav alkohol – Tak til ældgamle vinstokke! – og ja, man sidder med ægte rødvin, men det kan bælles og nydes lige så let som de mest simple bordvine. Her er der dog kant til bøffen, hvis man skulle grille sådan en fyr i nærmeste fremtid.
Snuden er fyldt med saltede citroner, stærk syrlig grape og voldsomt æterisk løft! Vinen er toppet op hver uge under sit lange ophold på fad, så forvent ikke flor/sherry-tendenser, men forvent alligevel den helt rette mængde ost/nødder/oxi! Der også en snert af lidt blid vanilje fra Madagaskar – næsten som fræk hvid Bourgogne fra den nordlige del.
I munden rammes du af den vildeste intensitet – jep, jeg udbrød, Fuck! – da jeg smagte den første gang. Der er bid fra grape, der er essens af citrusfrugter og så vendes det hele lige en tur i cremet øko-yoghurt – smager hjernedødt godt sagt på pænt dansk!
Igen har vinen – grundet den lange tid på fad – en magisk struktur uden at det skal tænkes som vin under flor – bare kæmpe vin med positiv energi grundet gamle stokke, perfekt modne druer, tålmodighed og skide godt håndværk!
Brombærbusk-Galore!
Er det første jeg tænker. Den har sådan en stærk “efterårsvibe” over sig…
Snuden er saftig (giver det mening?) med noter af modne mørke frugter som blomme og ja… brombær! Det hele følges hånd i hånd med vilde krydderier og en let jordagtig (efterårs-skovbunden) karakter.
I munden er den er rundere og blødere sammenlignet med årgang 2021 – varmen i 2020 fornægter sig ikke, men der er masser spændstig syre og lethed!
Igen stikker det af i brombærkrat og urter plus alskens ukrudt. Dejligt og meget “Barbarask”!
Barbara laver rustikke/bondske sager – vin som bedst drikkes i store slurke. Aldrig ligegyldige, ej heller krævende, men vel prototypen på ægte nøgenvin.
For Søren. Kæmpe snude. Du ryger direkte i dine Speedos og fluks ud på badeanstalten. Troede kun det var champagne der mestrede det her luftigheds-niveau. Ja – jeg er forelsket. Syltede citrusfrugter, meget let reduktion / nystrøget tændstik, havets brise og unaturlig lethed trods dybde.
Aaah, én af de reneste 21´ere jeg har leget (smagt) med længe. Syren er så fandens fræk, så ren, så salt, så kølig!
Vi har de saltsyltede citrusfrugter, kalken, havet og det smukkeste bid. Elsker!!!
Én af de vine man (jeg) ikke ved hvad jeg skal gøre ved…
Wicky laver alt for lidt rød, nogle år intet og i gode år 5-800 flasker… 2023 var ét af de gode år og vinen er fuldstændig fabelagtig!
Skræmmende snude… Fyldt med vildtvoksende hindbær og tranebær fra svenske skove, skal fra modne spanske appelsiner, våd jord – kunne sagtens være jysk muld og urter i selvsamme muld.
I munden levende syre og vild energi. De rødeste (det er et ord) bær og ægte “most”-fornemmelse… Misbrugt term, men her giver det ægte mening. Skulle jeg drikke én rød her i de kolde vintermåneder så ved jeg godt hvad jeg ville vælge!
Landsbygaden 16 A
8870 Langå
CVR: 4296 1825
Telefon: +45 42478577
E-mail: info@noegenvin.dk
Vi sender hurtigt og sikkert med