Juli er lig sommerferie for de fleste.
Derfor skal I forkæles med lidt store sager og saftige banditter.
Satser på at vejret arter sig, men vi kan vel snart ikke forlange mere end vi allerede har fået af den danske sommer.
Vinene fra Nicolas Allouchery er alle stoppet med frugt på en ret fræk måde!
Blanc de Noirs flyder over af søde røde æbler, vilde urter og røde bær – det hele krydres med en snert fræk oxidation (positivt!) og også her er der ret skarp aftryk af den kalkede og rene undergrund.
Syren er helt genial i BdN – den renser og skærer præcis som den skal og frugtdybden gør vinen latterligt letdrikkelig. Jeg tror sgu vi kalder den Glou Glou!
Jeg er endnu engang forelsket i en fyr fra Champagne…
Barbaras søster har tegnet den smarte label, af en ung hipster der drikker sjask. Er det Barbara tænker du?
Nej – det kan jeg ikke tro, for Barbara er nok flot og ung, men hun går i store gummistøvler, beskidt tøj og ligner alt andet end en hipster – nok mest bare bondemandens datter.
Nå, men nu til vinen…
Snuden er vældig fræk og pirrende, for nogle måske sær og skræmmende, for ja – det er nøgent, lettere beskidt, men også voldsomt dragende. Stinker af grøntsagsfond, lakridsrod og udnyttet askebæger fra legendariske café Tuborg.
I munden er den udefinerbart rødfrugtet / måske blandet med grape og appelsin – det spiller, men man forstår ikke helt hvorfor. Den glider så fandens og farligt let – hyg jer!
Alberto laver tosset vin i Catalonien. Dette er et field blend / sammenstik af hvide druer fra flere marker.
Stinker af saltede pærer, havvand og brisen der suser henover, sart fisk vendt i anis (det er frækt nok, bare rolig…).
I munden er vinen ret cremet trods den lave alkohol, modne pærer styres af skøn syre og man fornemmer let at vi taler “au naturel” her!
Dette er essensen af citroner, syrlige, søde, bagte, salte og røgede!
Herudover er det også jasmin, kanel og skal af lemon – fræk snude på den elefant-ende!
I munden er det selvfølgelig syre der ræser afsted, saltede citroner og slankere krop (2021) end tidligere år. Drikkes endnu engang alt for let, men prøv at give den en go tur i koppen. Det er sjov Riesling det her, og et godt bud på macereret Riesling hvor du ikke “mister” Riesling!
Snuden stikker i retning mod ingefær over grape, bergamotte blandet med hvide blomster (er ikke kender, men det er ikke marguerite jeg tænker på!), men der er også over tid blevet plads til klassiske Chenin-toner, hø og vild honning blander sig med hele – gør det hele mere cremet/blidt og frækt.
Et par år på langs har gjort vinen cremet og fræk, stadig dog en orange i det bitre, men “trods alt” letbidende og enormt letløbende univers!
Den største Riesling nogensinde frigivet fra Christophe?
Det mener han I hvert fald selv og jeg giver ham da gerne ret.
Top-materiale og lang tid på gæren… To ting der betyder meget for dybden på din vin!
Og det er netop dybden der her er voldsomt betagende. Egentlig burde I ikke åbne denne vin nu – den har 20-30 år i sig, men vi ved jo ikke hvad der sker senere i dag…
Hop ud i det og rid med!
Landsbygaden 16 A
8870 Langå
CVR: 4296 1825
Telefon: +45 42478577
E-mail: info@noegenvin.dk
Vi sender hurtigt og sikkert med