Juli 2025

Gå tilbage til vinarkiv

Juli 2025

Vinene i 3stk. kassen:

I juli skal vi “bare” læne os tilbage og nyde livet, den danske sommer og hinanden.

I starter med rosébobler fra Beaujolais. Sommer, sødme og blide sommerskyer… Det bliver skønt!

I skal også i gang med grillen. Det skal jeg i hvert fald. Sydfransk rødvin… Uh – det lyder tungt!
Bare rolig… Det er det ikke!

I slutter stort og dyrt af. Kæmpe vin fra Jerome og Morgane – I Alsace hvis du er i tvivl. Vi skal forbi én af deres topcuvéer og det er som altid dragende og smukt.

Nyd måneden – nyd hinanden <3

Domaine de la Cure La Garçonne PetNat 2022

På snuden er der vilde rosenblade, en lille smule grape og skind fra danske ferskener plus lidt sart blomtermark i fuld flor.
I munden mødes du af en massiv rød – og i den flaske jeg åbnede – en let sødlig bær-væg (det er et ord…), i den lidt mørkere / mere modne ende af de lyse bær hvis det da giver mening? Altså tænker jordbær plukket sidt på sæsonen, efterårshindbær vendt i frisk muld og hvide skyer. Den har sådan lidt fræk “Bugey Cerdon” over sig – altså de søde røde bær, men her med mere alkohol og dybde.
Levende PetNat med dybde og energi i flasken. Sart lys(rød) farve og virkeligt fine/cremede/blide bobler.
Men husk, det er PetNat og disse flasker/udgaver kan (det er ikke sikkert de gør) svinge i hvor meget mosten er gæret ud, altså om du sidder med en knastør vin eller en vind der holder lidt restsukker.

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Du hiver vinen ud direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader… og ind med den igen. Eller hold den på “isbad” – det sikrer boblerne bedre. Vil anbefale at drikke den over 1 dag/aften, da det er Pet Nat – boblerne er bare ikke så stærke i disse vine og de er nu engang en del af festen.

Mad og vinparring:
Kør den evt. til lidt hjemmelavede forårsruller, med masser af urter, mango og andet grønt. Hold dem grønt, eller meget lyse (hvis kød – kunne være fisk, rejer, kylling) og godt med spice!

  • Vinbonde: Fabrice Le Glatin
  • Område: Saint-Symphorien d’Ancelles, Beaujolais
  • Drue: Gamay
  • Årgang: 2022
  • Type: Mousserende
  • Dyrkning: Certificeret økologisk.
  • Fremgangsmåde: Dovne fyr… Fabrice gad ikke vente på at vinen var færdig med at gære, så han smed det på flaske og dermed opstod denne naturligt mousserende (PetNat) – eller noget i den stil…
  • Produktion: 2000 flasker
  • Alkohol: 12%
  • SO2: Intet tilsat
  • Terroir/Jordbund: Ler og kalksten

Le Clos des Jarres Abrensis 2021

Snuden åbner med mørke bær, tørrede urter og noget støvet – som en varm sommerdag i Randers, hvor vinden har lagt sig og alt dufter af jord og gamle sten. Eller noget!
Frugten er sommerlig, med masser af sure kirsebær, vilde jordbær og masser af urter – som lavendel og tørret rosmarin, og så kommer der en snert af julekrydderier, måske lidt lakridsrod og sort te.
I munden er den juicy og strukturet, elsker den intense “varme”, “sødmen” og den lette landmand med cigar i munden. Vin der kalder på hygge og grillaftener – selvfølgelig kan den gemmes til vinteren, men jeg elsker nu også en varm fætter henover sommeren i det rette setting. Og husk!
Så varm er den heller ikke, for Vivien og det område han arbejder i formår virkelig at putte en kølig rygrad ind bag ved facaden!

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra vinskabet, 10 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 15-17 grader.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – faktisk åbner vinen op i frugten og bliver mere kompleks, krydret og åben. Kan sagtens nydes over 2 aftener hvis man er til den slags…

Mad og vinparring:
Da jeg smagte denne vin første gang – tilbage i marts 2025 tror jeg – tænkte jeg: Grillaften!!
Det gør jeg stadig.
En sommeraften med grillmad efter eget ønske. Den vil elske lidt røg, lidt sødme, lidt kød, lidt grønt.
Kan det så parres med en varm dansk aften, så er det lige før du “transporteres” til det sydfranske!

NB: Jeg glemte at tage et billede tilbage i marts og jeg har lige præcis det antal flasker jeg skal bruge – så har ikke “råd” til at tage et nyt billede (med vin i glasset) / ej heller video på SoMe.

  • Vinbonde: Vivien Hemelsdael
  • Område: Minervois - IGP Coteaux de Peyriac
  • Drue: 50% Grenache, 30% Syrah og 20% Carignan
  • Årgang: 2021
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Biodynamisk og økologisk, certificeret
  • Fremgangsmåde: Håndhøstet i små kasser. Gæring med 100 % afstilkede druer i 1 til 3 uger. Fermentering med naturligt forekommende gær og bakterier. Lagret i 10 måneder på bærmen; 90 % i ståltank, 10 % på egetræsfade. Ingen klaring eller filtrering.
  • Produktion: 10000 flasker.
  • Alkohol: 13,5%
  • SO2: 10 mg/l tilsat.
  • Terroir/Jordbund: Undergrund: Kalksten Jord: Ler- og grusblandet jord Højde: 170 til 200 meter
  • Vinstokkenes gennemsnitsalder: 25 år.

La Grange de l’oncle Charles La Danse de Corbeaux 2023

Måske den vildeste næse nogensinde hos Jerome – hvilket er en voldsom påstand!
Men fy for satan den stinker godt – alt hvad du kan tænke dig fra de bedste i Jura og Bourgogne blandet med de klassiske toner af Jerome og Morgane – og selvfølgelig Alsace!
Stinkende intens, men dansende let. Den har alt fra citrusfrugt-afdeling, både umodne og de mere bagte, røg fra lejrbål, salt fra havet og ananas stegt i smør. Yikes !
Munden er ligeledes et studie i dybde, mineralitet og vildskab. Smukkere bliver det næsten ikke!

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 12-15 grader. Jo koldere, des mere fornemmes syren og det salte. Ved højere temperatur bliver vinen lidt federe/tungere – men begge dele spiller.
I denne vin kan man nok argumentere for at den bør køres lidt varmere… Grundet kompleksiteten!
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – faktisk åbner vinen op i frugten og bliver mere kompleks, mindre reduktiv med luft. Kan sagtens nydes over 3 aftener hvis man er til den slags…

Mad og vinparring:
Skal jeg være helt ærlig… Ja det skal jeg vel?
Jeg tror simpelthen jeg bare vil drikke/nyde denne over et par aftener og glæde mig over at have fri. Hvad der er på tallerkenen er lidt ligegyldigt her.

NB: Jeg har lige præcis det antal flasker jeg skal bruge – så har ikke “råd” til at tage et nyt billede (med vin i glasset) / ej heller video på SoMe.

  • Vinbonde: Jerome Francois og Morgane Stoquert
  • Område: Riquewihr
  • Drue: Riesling, Chasselas, Sylvaner og en lille snert Gewurztraminer.
  • Årgang: 2023
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Biodynamisk certificeret
  • Fremgangsmåde: Lagret sur lie, 12 måneder på fad. Gæres fuldstændig ud, klares selvfølgelig ikke og filtrering er no go. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.
  • Produktion: 2000 flasker
  • Alkohol: 13%
  • SO2: Intet tilsat
  • Terroir/Jordbund: Mergel, sandsten og kalk.