Juni 2024

Gå tilbage til vinarkiv

Juni 2024

Vinene i 3stk. kassen:

I denne måned får I 4 flasker…

Vi starter med en frækkert fra Alsace – Durrmanns let-liderlige Zegwur. Velkommen sommer!

Herefter lidt lækkerhed pakket ind som hvid Bourgogne fra Pacaud. Del den med dine nærmeste, gerne over en hel aften!

Rød skal der også til, men bare rolig – det er en let sag fra Rhone, lavet af ingen ringere end Domaine des Marnes Blanches. Ja tak!

Og så lige den ekstra vin… Vild rosé fra Benzinger – I finder sikkert ud af det!

De 3 ekstra vine i 6stk. kassen:

Vi hopper tilbage til Alsace. Julien har lavet os en syrerig frækkert der vil elske at lege med de hvide asparges mens tid er…

Og så lige en lille lokke-sag. Trousseau fra Jura – Marnes Blanches. Selv tak!

Vi slutter af med en spicy Rhone fra skønne Frederic Agneray – der skal nok komme en aften eller to hvor vi kommer til at trænge til lidt “varme”.

Anna et André Durrmann Zegwur Cuvée Nature 2022

Urtet, blomstret, stenet og funky. Havens urter i harmonisk blend med samme haves blomster, primært lavendel og hvide roser. Den ulmende sten er granit i rå mængder og funk er der blot som støttende element. Durrmann laver juicy Nøgenvin med frisk og markant syre – energiske vine der skabes i marken.

  • Vinbonde: Yann Durrmann
  • Område: Andlau – Alsace
  • Drue: Gewurztraminer
  • Årgang: 2022
  • Type: Hvidvin / orangevin
  • Dyrkning: Økologisk, certificeret
  • Fremgangsmåde: Druerne macererer i 3 uger (halvdelen af druerne) og gærer selvfølgelig spontant og herefter gærer/modner vinen på store gamle fade og frigives tidligt, gerne i foråret/start sommer efter høsten, for at bevare den friske frugt og det lette udtryk. Der tilsættes ikke noget til vinen på noget tidspunkt i produktionen, heller ikke svovl.
  • Produktion: 4000 fl.
  • Alkohol: 11,6%
  • SO2: Intet tilsat
  • Terroir/Jordbund: Skifer.

Pacaud Vignerons Saint-Veran “Les Près Bâtards” 2021

Uha. Ingen mennesker er i tvivl her – stor hvid Bourgogne!
Stank af citrusfrugter vendt i salt og ristede på bål, svævende Polynesiske vaniljestænger – jep, der er fad, men det er der jo altså på stor hvid Bourgogne… – hvide blomster, knitrende sprød syre (ved ikke om man kan dufte syren, men det fornemmes således!) og knuste sten.
En vin der åbner voldsomt over tid – giv gerne en ordentlig svingom i i Margrethe eller måske endda endnu bedre: Gem en kasse 3-5 år under sengen.
Jo jo – det smager genialt netop nu, men der er helt sikkert meget mere på vej. Lagene er der og de åbnes “langsomt” med luft.

  • Vinbonde: Julien & Sébastien
  • Område: Chasselas, Bourgogne
  • Drue: Chardonnay
  • Årgang: 2021
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Certificeret økologisk fra og med årgang 2022.
  • Fremgangsmåde: Druerne høstes ved optimal modenhed og presses langsomt over 4-6 timer. Gæres naturligt – selvfølgelig. Lagret på gæren i 12 måneder på 500 liter fade. Herefter 10 måneder på gæren stål. Intet tilsættes, intet fjernes – vi taler sgu bare druer her.
  • Produktion: 2000 flasker
  • Alkohol: 13,5%
  • SO2: Intet tilsat.

Domaine des Marnes Blanches – Zeus Gone Wild 2022

Grenache på den lysest mulige facon uden at det bliver rosé!
Snuden er stoppet med søde røde bær – primært jordbær, men også “syltede” røde stikkelsbær og ribs, de vilde urter – duften af Rhone! I snuden er der også en lille snert af reduktiv “prut” og syren er stikkende på fræk facon.
I munden køres der lys og saftig Grenache, en lille let bund af frugtsødme, støvede urter og lyse bær. En ret simpel og sommerlig most – perfekt til en varm sommerdag i juni!

  • Vinbonde: Géraud Fromont
  • Område: Lånedruer fra Rhone
  • Drue: Grenache
  • Årgang: 2022
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Certificeret økologisk.
  • Fremgangsmåde: Lagret 11 måneder på fad. 10 dages maceration af afstilkede druer. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.
  • Alkohol: 10,5%
  • SO2: Intet tilsat.

Weingut Benzinger Rosé 2021

En ekstra vin?
Jeps – fandme ja… Jeg dummede mig og lavede en genudsendelse af Durrmann Pinot Blanc 2022 inden for et halvt år… Det er altså ikke meningen. Dermed ikke sagt at det aldrig kommer til at ske igen, men der bør mindst gå 2 år så I har mulighed for at fornemme en vis udvikling.
Nå, men I har altså fået en flaske nummer 4 i denne måned. Vild rosé fra Benzinger!
Jeg skal forsøge at gøre historien så kort som mulig…
Jeg har længe importeret og solgt vinene fra Benzinger – elsker dem, men som så mange andre (jer kunder og restauranterne) så er (var) jeg ikke så vild med etiketterne fra Benzinger (tjek IG for at se tidligere årgange…)
Derfor fik jeg hjælp af mine gode venner fra Formgiverne til at lave nye labels – labels der samler det bedste fra Benzingers egne og giver dem lidt nyt liv og løft – dem er jeg sgu blevet glad for!
Men – jeg havde sådan set købt årgang 2021 rosé, med gammel label… Det løste vi så ved at få gamle labels af og nye labels på – samt lige skifte “hætten”/skruelåget. En simpel proces der ikke tager lang tid når man ved hvordan, men i processen skete der noget… Vinen fik besøg af de sygeste mus. Mus på størrelse med rotter!
Og vinen var udrikkelig… Indtil nu!

Åh ja – det er funky og fræk snude det her. Fuld gas på tranebærjuice og julens krydderier, VA og vildskab. Elsker snuden!
I munden spiller den meget på det samme – det er saft det her som man siger på Nørrebro!
MEN – I skal drikke den inden for den første time eller 2 (alt efter hvor sensitive I er med mus). For de vender tilbage med luft, desværre.
Omvendt er det måske verdens nemmeste rosé at pelse, så åben halsen og giv los en varm sommerdag!

  • Vinbonde: Volker Benzinger
  • Område: Pfalz
  • Drue: Pinot Noir
  • Årgang: 2021
  • Type: Rosé
  • Dyrkning: Økologisk certificeret.
  • Fremgangsmåde: Kort maceration over 4-6 timer - herefter Lagret 10 måneder på fad. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.
  • Produktion: 1000 flasker
  • Alkohol: 11,5%
  • SO2: Intet tilsat

Jeux de Vins Bonne Mine 2020/2021

Man skulle tro det var Julien der havde lavet vinen selv – den bære i hvert fald et stærkt præg af hans tilgang…
Den reduktive snude! Lidt nystrøget tændstik, lidt røg fra bål, lidt vildskab og frække gærtoner (sur Lie karakter). Meget klassisk for Julien, omend det ikke er ham der har lavet den!
Nå, men der er også lidt vild græs, pollen fra hvide blomster, syrlig honning og grøftekant.
Friskhed, syre og lidt penicillin-befængt kældervæg rammer dig også, både i snude, men også oralt.
Kan bruges på terrassen i modvind, men kør den endelig med syre på salaten, olie i dressingen og smøroverhældte asparges.

  • Vinbonde: Clément & Sylvain Goepp (Julien Albertus)
  • Område: Alsace
  • Drue: Riesling & Sylvaner
  • Årgang: 2020/2021
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Dyrket økologisk, ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: Direkte pres. Gærer selvfølgelig spontant og herefter gærer/modner vinen på store gamle fade og frigives tidligt, gerne i foråret/start sommer efter høsten, for at bevare den friske frugt og det lette udtryk. Der tilsættes ikke noget til vinen på noget tidspunkt i produktionen, heller ikke svovl.
  • Alkohol: 13%
  • SO2: Intet tilsat

Domaine des Marnes Blanches Trousseau 2022

Trousseau…
Og så fra Marnes Blanches!
Hvis I kan få naboen (hun er sikkert jæger?) til at lave en sart stegt and, med lidt danske salater og nye kartofler – let sødme på saucen og en snert af peber… åh ja!
Vinen er så fandens let og elegant, sarte og søde røde bær, æteriske og levende. Duft den, smag den, nyd den.
Elsker Trousseau !

  • Vinbonde: Géraud Fromont
  • Område: Sainte Agnes – Jura
  • Drue: Trousseau
  • Årgang: 2022
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Certificeret økologisk.
  • Fremgangsmåde: Kort maceration - ca. 10 dage - herefter 10 måneder på både træfade, betonvæg og amfora. Flasket ufiltreret og uden tilsætning af skidt og møg.
  • Alkohol: 10%
  • SO2: Intet tilsat.
  • Vinstokkenes gennemsnitsalder: 10-35 år gamle stokke.

Frédéric Agneray Gare du Nord 2021

Grenache som Vor Herre ønsker den – lys og let, men stadig med de klassiske elementer fra druen. Her tænker jeg selvfølgelig den søde røde frugt, kirsebær og hindbær især, men også masser af urter og en smule røg.
Du er hjemme når du sætter snuden i glasset – eller rettere, du sendes direkte til sydfrankrig.

  • Vinbonde: Frédéric Agneray
  • Område: Sabran, Rhone
  • Drue: 60% Grenache / 30% Cinsault / 10% Syrah.
  • Årgang: 2021
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Økologisk certificeret.
  • Fremgangsmåde: Vinen består af 2 dele. 5 dages maceration på den halve mængde Grenache og alt Syrah, og 8 timers langsomt pres på resten af Grenache og alt Cinsault. Selvfølgelig ufiltreret og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.
  • Alkohol: 13%
  • SO2: 10 mg/l.tilsat