Ja – Det var så april.
Bedre – altså vejrmæssigt – end marts, men ikke for alvor prangende.
Jeg savner i hvert fald sol, forår og varme. Tror maj bliver måneden hvor det stikker af!
Vi skal I hvert fald primært drikke lyse/friske vine – igen fylder Alace en del, men det er et vildt lineup og jeg er ret sikker på at I vil holde af dem! Det er sgu lige før jeg vil sige at det går hen og bliver en smule liderligt…
Drøm dig ud på den smukkeste blomstereng, smid tøjet og dans i syreregn og salt brise – rul dig slutteligt i citroner fra Amalfikysten!
Sådan er Muscat fra Lindenlaub. Nogle får også associationer til spabade med deres udkårne, rå mængder æteriske olier og måske en lykkelig slutning.
Snuden fører dig direkte til Moulin Rouge, elskovsparfume, sex, smukke mennesker og kærlighed. Par det med en blomstereng med æbletræer og vilde urter og du er ved at være der… Minder mig om Zegwur 2018, rig og vild – betagende og krævende – men så fandens elskelig og farlig. Syren fra Riesling gør vinen skarp og ren og flasken tømmer nærmest sig selv!
Gamine Primeur 2022. Vi er tilbage i noget der minder om årgang 2020 – dog tættere og mere seriøst! En kæmpe snude pakket med det vildeste mejeri, søde og mørke brombær, dyreskind og vilde urter. Tæt og mørk frugt, men letløbende og liderlig som bare fanden. Årgang 2020 holder stadig og den smager endnu bedre med et par år på bagen. Seriøs Primeur.
Vinen der tidligere var kendt som: Alsace!
Indbegrebet af Alsace. Slankt, aromatisk, stramt, indsmigrende, omfavnede og fandens kompleks!
Så absolut stadig den bedste “basis”vin jeg arbejder med. Jerome formår at fylde den med alt der er godt – uden at det kammer over!
Én af de vine hvor I selv skal lade tankerne flyve.
Jeg er fuldstændig klar over hvor denne vin sender mig hen år efter år, men den historie tåler ikke dagens lys.
Kort sagt – og mere seriøst – så er det ret seriøst, stenet og ikke eksotisk og klistret Gewurztraminer. Det dufter og smager genialt!
Heldigvis for os, så er Benoit glad for Coteaux Champenois – så en ting er sikkert – vi kan forvente os mange flere CC i fremtiden.
Der er fuld tryk på Cramant. Sådan helt generelt er Chardonnay fra Cramant langt mere bred og fyldig end hvis den kommer fra Avize. Oveni dette er 2020 en moden årgang og frugten i denne vin er derfor tæt og ustyrligt kælen. Snuden er stoppet med brunet smør, “fede” blomster (tænk, store hvide liljer der svejer smukt i vinden), røg fra spejderbål og hvid peber drysset over modne pærer. I munden er der alt fra snuden parret med saltede citroner – det smager skørt det her!
Landsbygaden 16 A
8870 Langå
CVR: 4296 1825
Telefon: +45 42478577
E-mail: info@noegenvin.dk
Vi sender hurtigt og sikkert med