Oktober 2024
Vinene i 3stk. kassen:
Nøgenvin har nu været sendt ud 24 gange og vi er flere end nogensinde før, måske fordi det kun bliver sjovere/federe og vildere!
Oktober 2024 er kasse nummer 25 og den får gas med vild Bourgogne fra frække Fabrice!
Kommer vinen til at skræmme nogle af jer? Måske, men jeg løber risikoen og tror sgu faktisk at I bliver vilde med den!
Vi skal også forbi Toscana – her drikker vi vin fra mine bedste venner – Marta og Federico. Bedre, mere interessante og “levende” mennesker skal man lede længe efter… Og ved I hvad jeg er stoppet med at lede, for jeg er sgu forelsket i det par her!
Vi slutter af med endnu en god ven – og måske den bedste vinmager jeg kender. Géraud Fromont fra Jura forkæler jer med kælen vin – Nyd efteråret <3
Snuden på Gaby er en voldsom stinker – voldsom fræk må du forstå! Ja, der er lige fra start en lille reduktiv prut / rådne æg, men slyng hende rundt og du skal se hvordan saltede limeskaller og vilde citrusfrugter i øvrigt boltrer sig smukt i røgen fra nystrøget tændstik – det er smukt og det vil kun blive smukkere med tid!
I munden ræser syren afsted med fuld gas, ja – den er knastør og knitrende sprød, saltet og som helt ud af flaske med limekoncentrat – også her er luft vejen frem, vinen tager på og viser små glimt af hvad det er (Bourgogne), men lad os være ærlige… Det her er #nøgenvin frem for alt, det kunne være Jura, det kunne være Loire, det kunne måske såmænd være fra Cali – men nu er det altså bare nøgen Bourgogne på speed, vin der kræver store glas, tålmodig- og åbenhed. Jeg synes det er voldsomt frækt, men nogle vil helt sikkert stå af!
Neboski er kirsebær galore!
Ikke slikne / likør, men støvede, mørke og endda lyse italienske kirsebær, lidt viol og en hulens masse krydderier!
Syren i denne vin er den mest markante af de røde fra Sassopra – ikke at det gør ondt, men send bare tomaterne ind – den har et frækt riv, juice til alle og kant til dem der elsker den slags, lidt vilde urter (er det kardemomme?) og peber. Selvom man kan betegne det simpel vin, så har den både rygrad og potentiale, men netop nu skal den bare hældes i halsen i store (men eftertænksomme) slurke og akkompagneres af italienske retter i massevis.
Det er aldrig rigtig lykkedes nogen at lave “Bourgogne” på Pinot Blanc og Auxerrois – mange har forsøgt, men… Og så er der lige Géraud Fromont der smider de “lånte” druer på fad (ikke uhørt) og lykkes med at lave noget der ligger meget tæt på Domaine-vinene. Måske er det fadene, måske er det Gérauds magiske touch, men den her vin stinker af gule stenfrugter, røg fra bål – kælen fad og malopræg og “god, men billig” Bourgogne. Intet er billigt i Bourgogne længere, men den her rykker langt mere end sine naboer i samme prisleje. Guf for folk der elsker at hygge sig alene i sofaen. Og andre steder. Helst alene. For så meget er der heller ikke i én flaske!
Landsbygaden 16 A
8870 Langå
CVR: 4296 1825
Telefon: +45 42478577
E-mail: info@noegenvin.dk
Vi sender hurtigt og sikkert med