Oktober 2025
Vinene i 3stk. kassen:
September var sgu godt nok flot – håber vi kan fortsætte i samme spor…
Oktober starter i hvert fald flot ud – med ren og rar / omfavnende Bourgogne Blanc fra Pacaud. Vin man lige orker at drikke – vin der kan drikkes til det meste.
Herefter skal I udfordres en smule. Det er jo Nøgenvin for fanden!
Jasmin Swan har lavet en lille fræk reduktiv “prut” til os. Spicy, syrerig og levende. Drikkes med smil på læben – måske efter en lang og triviel arbejdsdag!
I slutter oktober af med vin fra min bedste ven (har mange gode/bedste venner). Philip Lardots røde topcuvée i 2023. Vin vi burde gemme, men sådan står verden bare ikke. Drik og nyd med én du holder af. Eller tøm den alene – jeg dømmer ingen!
De 3 ekstra vine i 6stk. kassen:
Skal jeg være helt ærlig?
Jeg har sgu lavet en fejl…
2 ark i Excel blev blandet sammen og det lykkedes mig derfor i god tro at have 3 topcuvéer (hvor bare E&M + Litaud = !!!) i samme 6´er kasse… Det er der ingen penge i, men nu er det for sent!
Videoer, billeder, tekst og alt er lavet – opdagede det først nu da jeg skulle skrive denne intro!
Nå, men øøøh. Selv tak da!
I starter med at møde en specialcuvée – ét fad fra E&M. Orangevin der ikke er til at betale og derfor heller ikke til at sælge… Men jeg nuppede den alligevel for jeg elsker Florian og jeg er ikke en specielt god købmand. Nyd den – I smager den kun én gang.
Næste vin er også en engangs-fornøjelse. Krapylet fra Fabrice. Sidste vin fra hans hånd. Min gode ven har lige meddelt mig at han er gået konkurs. Trist – men sådan er livet.
Og så slutter I fandme af med Jessica Litaud. Bare glæd jer.
Vild måned!!!
Ps. Hvis der kommer mere en 132 medlemmer til så vil enkelte af jer ramme ind i “specialkassen”. Kassen rammer tilfældigt og du vil kunne se info på IG og Facebook- Du er også velkommen til at skrive en mail hvis du ønsker mere info – skriv kun hvis du har modtaget kassen 🙂
Nyd måneden – nyd hinanden <3
Ja tak! Bourgogne, der smager af Bourgogne… Jep, den er klassisk – du er ikke i tvivl.
Snuden melder grøn pære og grønne stenfrugter – mirabeller og en let fedme, ikke fra fad, men malo/lees. I munden står den mineralsk, rank og fin – pærer i front, men også lidt mirabelle cremet/kælen balance. Alt sammen omfavnes af en floral lethed og stenet bid. Smukt!
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 12-15 grader. Jo koldere, des mere fornemmes syren og det salte. Ved højere temperatur bliver vinen lidt federe/tungere – men begge dele spiller.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – faktisk åbner vinen op i frugten og bliver mere kompleks, mere lagdelt med luft. Kan sagtens nydes over 3 aftener hvis man er til den slags…
Mad og vinparring:
Vi går ind i efteråret – tænker en rygende varm tærte med porre og salat med pære og ost.
Sassy er præcis som navnet antyder – lidt fræk, lidt funky og helt uimodståelig.
Farven er let, udtrykket er grønt og citrusdrevet. Snuden stikker med lime og citrus, men ikke den skarpe slags – mere et lille strint lime og en god portion urter. Der er også lidt reduktion, så giv den en svingom eller en tur i karaffel, hvis du ikke er til “tændstik” / svovl.
Det er jazzy, det er grønt, det er spicy – og det er lækkert.
I munden får du et hurtigt attack – syren kommer med fart, men omfavner dig blødt. Der er citrus, lidt ananas, måske endda et efterårsæble fra DK. Det er vildt tænker jeg nogle af jer vil synes, men ikke så vildt at I hopper af vognen.
Sassy er ikke vin du analyserer – det er vin du drikker, griner med og glemmer at tage noter til. Og det er helt okay.
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – og her vil jeg egentlig helst have den. Det er syren og det sommerlige den spiller på.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald. Kan sagtens nydes over 3 aftener hvis man er til den slags…
For vildskabens skyld ville jeg dog drikke den ud på dag 1.
Mad og vinparring:
Jasmin foreslår selv fisk og sommerlige vibes!
Jeg selv er allergiker (fisk og skaldyr, ikke sommer), men måske ceviche med melon, lime og mynte?
Eller bare som hygge på en flot efterårsdag.
Philip Lardot laver pisse god hvidvin… Men for fanden! Han giver den også gas på den røde side!
Den klart mest elegante Pinot Noir fra Philip til dato – han er dog uenig med mig, idet han mener at 2020 bliver vildere… Nå, men det finder vi nok aldrig ud af.
Det her stinker og smager så uhørt godt, dyb-dyb-dyb (og lys!) rød saftig frugt, saftspændte hindbær/skovbær- lidt skovbund og friskkværnet kaffe – vild renhed og balance. Jeg ved godt at jeg også altid taler om urter og det grønne præg de røde… Men her er det i de ondeste og bedste mængder på samme tid!
I bund og grund handler det måske bare om stilke, men det handler især om brugen af stilke og her bliver det magisk / stinker lidt af hash / svæver æterisk i dine næsebor. Magi – trods et “mørkt og varmt år”.
Elegant og forførende og virkelig tilgængelig, men også med rygrad, syre og dybde til mange år i kælderen. Hvis man kan lade den være…
Er det Bourgogne? Nej!
Er det tysk? Ja, det kan du jo se på label…
Men det er nu engang allermest Philip!
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra vinskabet, 10 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 15-17 grader.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – men vil anbefale at drikke den på dag 1, hvor frugten står renest. Sådan er det oftest med rødvin for undertegnede.
Mad og vinparring:
Hmmm – jeg elsker tatar og Pinot. Så evt. tatar, godt med urter og ristede svampe eller en fræk frokost med svampetoast (elsker også fløde!) og igen fyldt med friskhakkede urter!
Har tidligere kun testet denne vin fra fad.
Nu første gang fra flaske – og den leverer. Snuden åbner med rosenblade, men ikke de friske fra buketten. Mere dem med lidt bruning i kanten, lidt alder, lidt forfald. Og det er smukt. Der er også karamelliseret popcorn og mælkechokolade – den med koen, ja, Milka. Ikke dyb abrikos, ikke hindbær – men noget midt imellem. Modent, ældet, men ikke gammelt. Det er tid på fad, lidt oxidation, og det dufter komplekst. Punktum.
I munden er der masser af syre – overraskende meget for Grauburgunder. Ingen fad, men oxidation og urter, blade og krydderi. Det stikker lidt, svæver lidt, og så er det bare skønt. En vin du kun oplever her, én gang!
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører dem direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da de sagtens kan klare at gå til 12-15 grader. Jo koldere, des mere fornemmes syren. Ved højere temperatur bliver vinen lidt federe/tungere – men begge dele spiller.
Lige med denne kompleksitet er jeg ikke så bange for at komme op i temperatur. Det åbner for så mange flere lag, men oftest drikker jeg min orangevin koldt.
Kan drikkes over flere dage, men synes de flygtige aromaer er mest spændende på dag 1.
Mad og vinparring:
Lad os køre orange mod orange… Bagte græskar med brunet smør, salvie og ristede hasselnødder
2023 blev Fabrices sidste årgang. Det her er det sidste, vi får fra ham. Han er netop lukket ned / gået konkurs – og det er skideærgerligt!
Det er ikke nemt at være vinbonde i dag, og det her gør lidt ondt. Men han slutter af med sin bedste vin.
Snuden er mørk og tæt, med dyrisk dybde og mejeri-vibes – yoghurt, brombær og urter i smuk balance. Det dufter skidegodt. Ungt, ja, men med en modenhed og kompleksitet, der føles som et sidste kapitel skrevet med omhu.
I munden er det selvfølgelig Gamay – så der er juice, men også struktur. Tannin med præcision, ikke bare saft. Det bider, det balancerer, og det er virkelig skønt. En vin du også kun får én gang. Sidste gang. Tak til Fabrice <3
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra vinskabet, 10 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 15-17 grader.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – men vil anbefale at drikke den på dag 1, hvor frugten står renest. Sådan er det oftest med rødvin for undertegnede.
Mad og vinparring:
Vi skal bruge efteråret. De modne brombær og de vilde urter.
Måske til lidt lammekølle marineret i yoghurt og urter plus en salat stoppet med brombær.
Kan man tale om at en vin vin har et sexet udtryk? Tja, det kommer vel an på hvad man er til…. En ting er sikkert – vi har at gøre med en snude der får dig til at spærre øjnene op!
Den grønne, urtede karakter sikrer det friske pust, mens den slanke og mineralske profil skaber et køligt og frækt udtryk – to ret ensrettede ting, men forstå mig ret – Du har selvfølgelig de klassiske elementer, båret af citrus/pærer, smør/salt og den for Litaud forventede dybde, men i denne vin ligger magien i hvor rank og elegant den står.
Drikkevindue: Helt generelt svært at spå om med “nye” bønder, men baseret på de første årgange Jessica har frigivet så bliver de kun bedre over de første nu 5 år.
Så drik nu, eller gem 5-15 år vil jeg tro.
NB: Enkelte af jer vil opleve at der er en anden flaske fra Litaud i kassen. Det kan være samme vin i en anden årgang, det kan være andre vine – helt tilbage til 2020. Alt går lidt for stærkt nu, men det rammer kun jer positivt… Det eneste jeg ikke kan klare er at lave beskrivelser af alle de vine der ryger ud – til gengæld ender I op med en større/dyrere eller ældre vin. Håber det er ok!?
Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 12-15 grader. Jo koldere, des mere fornemmes syren og det salte. Ved højere temperatur bliver vinen lidt federe/tungere – men begge dele spiller.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – faktisk åbner vinen op i frugten og bliver mere kompleks, mere lagdelt med luft. Kan sagtens nydes over 3 aftener hvis man er til den slags…
Mad og vinparring:
Jeg elsker min Litaud i store kopper, bare fruen og jeg under slumretæppet…
Kan sikkert køres til et hav af fiskeretter, men jeg er på bar bund og jeg har mest lyst til bare at nyde vinen!
Landsbygaden 16 A
8870 Langå
CVR: 4296 1825
Telefon: +45 42478577
E-mail: info@noegenvin.dk
Vi sender hurtigt og sikkert med