September 2025

Gå tilbage til vinarkiv

September 2025

Vinene i 3stk. kassen:

Efterår… Jeg elsker denne tid. Farverne, svampene og vildt – vinbønderne der høster årets arbejde. Det er en smuk tid!

Vi starter september ud på smukkeste vis. Stor rødvin fra Jura – egentlig var vinen tiltænkt restauranter og også fint i gang med at blive solgt her, men til jeres held så væltede hele min palle med Julien Crinquand = en del smadrede flasker og langt flere etiketter i slem stand og voks på toppen af vinene itu. Derfor må I også acceptere at – ikke alle – men mange flasker ikke er så kønne… Men vinen indeni fejler intet!
Og det er jo det, det handler om.

Vi skal også møde Durrmann og hans “fårede” Pinot Blanc. Elsker ham, elsker hans vine, elsker hans får!
Har netop besøgt ham og han melder en stor flot høst i 2025 – 2024 som til gengæld er lige på trapperne er mikro, men så er det jo godt at jeg har gemt lidt 2023 til os.

I slutter september af med én af mine favoritter – og ikke mindst jeres. Bobler fra Marta og Alberto forsvinder hurtigere end dug for solen og jeg håber på en flor efterårsaften. Bare rene bobler og jeres rene sind…

De 3 ekstra vine i 6stk. kassen:

I skal et smut ned til gode gamle Volker i Pfalz. Simpel orangevin, lige til at hælde i halsen… med måde!

Herefter skal vi allesammen til Bourgogne – og så hopper vi lige over på den anden side af “kommunegrænsen”. Kom: Hop!
Nu står vi så i Beaujolais og her skal vi drikke fantastisk Chardonnay. Hold kæft jeg elsker den vin. Tak til brødrene Pacaud!

Til slut skal I for alvor forkæles. Igen. Nu med rødvin fra Julien Crinquand… Igen!
Ja, jeg tænkte – at nu vi alligevel var i gang, så lad der da være fest!

September bliver skøn!

Nyd måneden – nyd hinanden <3

Julien Crinquand P´tit Prince - Trousseau 2023

Snuden er ren skovbærjuice i vinform. Isen, du elskede som barn? Jeg kan ikke huske hvad den hedder og i bund og grund kan det også bare være en omgang Actimel fra Petit Danone den stinker af… Men hold op den stinker frækt!
En vin der dufter præcis som kærlighed burde føles: blødt, sødt, ærligt og lidt vildt!
Trousseau i sin mest charmerende og umiddelbare form – uden filter, uden svovl, uden kompromis.

I munden er den nærmest uhørt frugt (ultrafrugtig?) saftig og let dansende – igen skal du forestille sig en badetur i de vilde skovbær – kast dem i munden du!
Der er en ungdommelig energi her, men også finesse. Frugten er intens, men aldrig tung. Tænk rød frugt i slow motion… Okay, jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen, men blot at jeg smiler mens jeg bæller.
En vin, der smager af efterårsforelskelse og lange aftener.

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra vinskabet, 10 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 15-17 grader.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – men vil anbefale at drikke den på dag 1, hvor frugten står renest.

Mad og vinparring:
Jeg kunne godt drikke den til grillet kylling med vinaigrette stoppet med bær (evt. efterårshindbær eller brombær) og urter.
Skulle man gå vegetarisk og det skal man jo engang imellem så måske en rødbedetatar med – igen en del bær og urter (frisk estragon mens tid er), samt lidt sprødt.

  • Vinbonde: Julien Crinquand
  • Område: Jura, Arbois
  • Drue: Trousseau
  • Årgang: 2023
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Dyrket øko og meget mere end det - ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: Fodtrampede druer med maceration i 15 dage. Lagret 12 måneder på fade. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.
  • Produktion: 2500 flasker
  • Alkohol: 13,7%
  • SO2: Intet tilsat
  • Terroir/Jordbund: Kalk og mergel

Yann Durrmann Pinot Blanc Cuvée Nature 2023

Åhh Pinot Blanc fra Durrmann… På én og samme tid simpel og kompleks.
Simpel, fordi du bare kan pøse den ned på få sekunder. Ingen modhager, trods Durrmanns velkendte syre og stuktur.
Kompleks, fordi den alligevel udfordrer i snuden med uld fra får – jeg tror sgu det er rester fra dem der går på marken – bitter kvæde, intens citrus og vilde pærer… Og så den der Durrmann´ske funk… Fræk vin!!!

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – og her vil jeg egentlig helst have den. Det er syren og det sommerlige den spiller på.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald. Kan sagtens nydes over 3 aftener hvis man er til den slags…

Mad og vinparring:
Prøver noget stegt gedeost (vi skal have noget der kan lege med de får der!) med kvædekompot og ristede hasselnødder eller helt simpelt… Dampet fisk med citron, fennikel og smør.
Eller endnu mere simpelt. Solstråler og tidligt fri en onsdag!

  • Vinbonde: Yann Durrmann
  • Område: Andlau – Alsace
  • Drue: Pinot Blanc
  • Årgang: 2023
  • Type: hvidvin
  • Dyrkning: Økologisk, certificeret
  • Fremgangsmåde: Druerne presses langsomt, over 10 timer, gærer selvfølgelig spontant og herefter gærer/modner vinen på store gamle fade og frigives tidligt, gerne i foråret/start sommer efter høsten, for at bevare den friske frugt og det lette udtryk. Der tilsættes ikke noget til vinen på noget tidspunkt i produktionen, heller ikke svovl.
  • Produktion: 4000 flasker.
  • Alkohol: 11,8%
  • SO2: Intet tilsat.
  • Terroir/Jordbund: Rød sandsten

Col Tamarie 2023

Col Tamarie som I kender det, og dog!
Etiketten er lavet om og vinen har fået endnu længere tid på gæren inden frigivelsen. Resultat?
Finere bobler, mere kompleks og salt = større vin, mere seriøs, samme drikkeglæde og samme fantastiske pris!

Ellera er alt som tidligere – Kæmpe favorit hos Extrabrut!

Lemonade til voksne!
Elsker den måde de modne citrusfrugter omfavnes af den fede/cremede gær – en vin der altid gør mig lykkelig.

Årets vin?
Helt sikkert. Glem alt om julevin og jagtvin. Den her kan det hele!
Den lyser op om efteråret og vinteren. Når vejret er trist, koldt og gråt, så er denne vin fuldstændig modsat.
Om foråret og sommeren er det vinen du hele griber efter når solen skinner – forestil dig at løbe tør! Det ville være som at gå til svømning uden luffer.
Derfor skal du sørge for at købe rigeligt. Køb til din kone/mand/elsker/mor/far og køb lidt til dine børn også (hvis du har). Du kan altid fortælle dem en hvid løgn “det var ulven der tog dem!” når de engang tror de skal arve. Bare sørg for at købe rigeligt, for til sommer er der sikkert intet tilbage – og det ville være trist!

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Du hover vinen ud direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader… og puf… Så er den væk!
Kan sagtens nydes over 3-5 aftener hvis man er til den slags… Du skal selvfølgelig regne med at der ryger lidt / alle bobler hvis du kører den over så lang tid, men vinen i sig selv er også skøn!

Mad og vinparring:
Måske skulle vi køre den ind på italiensk manér?
Risotto med citron, mascarpone og mynte.
Spille lidt på syren, fedmen og det let urtede udtryk. Hvad ved jeg!?

  • Vinbonde: Marta og Alberto
  • Område: Veneto
  • Drue: Glera, Bianchetta Trevigiana, Boschera, Verdiso, Grapariol (Hvid Raboso), Malvasia Istriana og Rismi (Riesling variant).
  • Årgang: 2023
  • Type: Mousserende
  • Dyrkning: Dyrket øko og meget mere end det - ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: 2 dages maceration. Lagret 12 måneder på ståltank. Herefter tilsat druemost fra 2024 og andengæringen påbegyndt i flaske. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs. Ufiltreret!
  • Produktion: 7000 flasker
  • Alkohol: 11,5%
  • SO2: 14 mg/l total.

Weingut Benzinger Orange Naked 2023

Ikke voldsom orange – faktisk ret lys. Vel en slags orangevin-light i farven.
Snuden kører i den græssede stil, lidt hø, mange urter. Ymerdrys og rugbrød med sukker – ja, du læste rigtigt! Der gemmer sig også en lille pære og et strejf af lime. Alt i alt en behagelig og ligetil snude, der gør det nemt at komme i gang. En orangevin for dem, der ikke gider alt det funky.
I munden står den rent og skarpt. Ingen funk, ingen støj – bare dejligt og lige til at hælde i halsen. Den har struktur og kant, men uden at larme. En vin der beviser, at orange ikke behøver være vild for at være læskende og herlig.

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – og her vil jeg egentlig helst have den. Det er syren og det sommerlige den spiller på.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald. Kan sagtens nydes over 3-7 aftener hvis man er til den slags…

Mad og vinparring:
Helt ærligt – strukturmæssigt minder det meget om en vin fra Durrmann. Let og liflig “sommer”vin med syre og kant.
Jeg tror ikke jeg ville overtænke det – drik den som den er til det du øsnker. Nogle gange skal livet ikke gøres mere besværligt end det er.

  • Vinbonde: Volker Benzinger
  • Område: Pfalz
  • Drue: Scheurebe & Weißburgunder
  • Årgang: 2023
  • Type: Orangevin
  • Dyrkning: Økologisk, certificeret
  • Fremgangsmåde: 6 ugers maceration, men absolut stadig nærmest hvid (kold maceration) - Fadlagret på store gamle fade. Selvfølgelig ufiltreret og uden tilsætning af noget som helst. Det er bare druer, det eneste der skal bruges til at lave vin!
  • Produktion: 1000 flasker.
  • Alkohol: 11,0 %
  • SO2: Intet tilsat
  • Terroir/Jordbund: Ler

Pacaud Vignerons Beaujolais Blanc “Le Clos de Roche Noire” 2023

Muligvis – eller rettere – helt sikkert blandt de farligste hvide i årets sortiment. Farlig, fordi du drikker den inden du når at tænke dig om, farlig fordi du absolut ikke når at tage noter. Farlig, fordi du kun kan købe for lidt!
Snuden “stinker” af syltede pærer, vild og levende gær, Sake, Yuzu og kærlighed. Det er snude der dufter voldsomt af most, og det skal forstås 100% positivt. Du glemmer simpelthen alt omkring dig og springer ud i det med det samme… og puf! Vinen er væk.

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra køleskabet, vel 5-7 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 12-15 grader. Jo koldere, des mere fornemmes syren og det salte. Ved højere temperatur bliver vinen lidt federe/tungere – men begge dele spiller.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – faktisk åbner vinen op i frugten og bliver mere kompleks, mere lagdelt med luft. Kan sagtens nydes over 3 aftener hvis man er til den slags…

Mad og vinparring:
Skal vi ikke lege at det er dyr Bourgogne?
Kammuslinger med en flot pure, måske endda pære?
Og smør rørt med Yuzu…
Prøv det – og husk de brede glas!

  • Vinbonde: Julien & Sébastien
  • Område: Chasselas, Bourgogne
  • Drue: Chardonnay
  • Årgang: 2023
  • Type: Hvidvin
  • Dyrkning: Certificeret økologisk.
  • Fremgangsmåde: Druerne høstes ved optimal modenhed og presses langsomt over 4-6 timer. Gæres naturligt – selvfølgelig. Lagret 9 måneder på stål og betonæg. Intet tilsættes, intet fjernes – vi taler sgu bare druer her.
  • Produktion: 2000 flasker
  • Alkohol: 13,0%
  • SO2: Intet tilsat.
  • Terroir/Jordbund: Vinstokke lige på den anden side af byen Chasselas… Vi hopper over vejen og så er vi sørme i Beaujolais! Vi taler sort vulkansk jord. Dystert!

Julien Crinquand Le Rouge - Pinot/Ploussard 2023

Snuden er mørkere og mere intens end sine søskende. En cuvée med dybde og sødme – men stadig med Crinquands signatur: lethed og elegance. Her er lakrids, hindbær, peber og måske endda et strejf af Werthers Echte. En vin der føles (og er) ung, men allerede fremstår kompleks. Bourgogne møder Jura – og de bliver sgu venner!

I munden er den silkeblød og tæt på samme tid. Der er noget mørkt og sødmefuldt i frugten – modne kirsebær, lakridsrod og et lille twist af sort peber. Ung, men med potentiale.
En vin til langsomme aftener og dybe samtaler.

Serveringstemperatur / Holdbarhed:
Jeg kører den direkte fra vinskabet, 10 grader – dog kan du sagtens have den stående en times tid på bordet eller mere, da den sagtens kan klare at gå til 15-17 grader.
Har drukket/smagt vinen over to dage uden forfald – faktisk åbner vinen op i frugten og bliver mere kompleks, krydret og åben – men det er en smagssag… Jeg kan godt lide det er lidt stramt og “krudtet/pruttet” til tider.
Kan sagtens nydes over 2 aftener hvis man er til den slags…

Mad og vinparring:
Det er jo efterår. Skulle vi ikke køre en simreret?
Simpelthen bare Langtidsbraiseret svinekæbe med kirsebærglace og sort peber, masser peber!

NB: Der er vinmangel, da I er kommet mange til. Hurtigt!
Og tak for det. I er alt for vilde.
Men det betyder også at nogle af jer må “nøjes” med en anden vin.
Jeg har derfor fundet to lignende vine frem til at supplere op med – det er fuldstændig tilfældigt hvem der får hvad.

De to ekstra vine i denne omgang er:

Etienne Horbach Trou´side 2023

Julien Crinquand Coup de Plou – Ploussard 2023

  • Vinbonde: Julien Crinquand
  • Område: Jura, Arbois
  • Drue: Pinot Noir og Ploussard
  • Årgang: 2023
  • Type: Rødvin
  • Dyrkning: Dyrket øko og meget mere end det - ikke certificeret.
  • Fremgangsmåde: Fodtrampede druer med maceration i 15 dage. Lagret 12 måneder på fade. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.
  • Produktion: 2000 flasker
  • Alkohol: 14,0 %
  • SO2: Intet tilsat.
  • Terroir/Jordbund: Kalk og mergel